500.000 til forskning i blodpropper i øjet

Professor Henrik Vorum og postdoc Marie Ørskov fra Øjenafdelingen har modtaget 500.000 kr. fra Dansk Blindesamfunds Øjenfond til deres forskning i socioøkonomiske faktorer indvirkning på risiko for blodpropper i nethinden.

Behandlinger af tør AMD, inflammation i øjet og evidens for synsrehabilitering var i fokus, da Dansk Blindesamfunds Øjenfond forleden uddelte 3,5 mio. kr. til nye lovende forskningsprojekter.

For andet år i træk fik Henrik Vorum og Marie Ørskov overrakt 500.000 kr. til deres forskning omhandlende blodpropper i nethinden, der hvert år rammer 20.000 danskere og kan føre til blindhed og alvorligt synstab. Derfor er det vigtigt at opnå ny viden, der kan forbedre håndteringen af denne sygdom og være medvirkende til at forebygge og reducere antallet af patienter, der får en blodprop i øjet.

Forskningsgruppen har særligt fokus på at undersøge, om socioøkonomiske faktorer har en indvirkning på blodpropper i øjet. Til det formål vil de lave et registerstudie, der undersøger, om andelen af patienter med blodpropper i nethinden viser markante geografiske variationer, og om der er en sammenhæng med deres indkomst, uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Marie Ørskov

Pressefoto.

Efter prisoverrækkelsen gav Marie Ørskov et indblik i deres foreløbige resultater i forskningen. Den første del af forskningsprojektet har undersøgt socioøkonomiske forhold og risiko for hjertekarsygdomme, diabetes og død.

- Resultaterne viser, at risikoen for hjertekarsygdomme, diabetes og død stiger, når uddannelsen falder, indkomsten falder, og hvis man ikke er gift. Derfor skal disse socioøkonomiske faktorer med i risikoevalueringen af disse patienter med blodpropper i øjnene. Øjenlæger bør møde patienter med en mere skræddersyet tilgang, der tager forbehold for at hjælpe patienter med en mindre ressourcestærk baggrund gennem sundhedsvæsnet, forklarer Marie Ørskov.

Næste skridt i forskningsprojektet er at undersøge socioøkonomiske forhold blandt patienter med blodpropper i øjets nethinde. Det vil de sammenholde med risikoen for at udvikle grå stær og grøn stær. Endelig vil de kortlægge andelen af mulige geografiske forskelle i patientgruppen med blodpropper i øjnene. Dette ventes afsluttet om et år.

Opdateret